Efter et uhyre sviende nederlag på 6-1 hjemme mod ærkerivalerne fra Manchester City, var alt andet end en sikker pokal-sejr over upåagtede Aldershot fra den engelske fjerdedivision simpelthen utænkeligt.
Og eventuelt utilfredse Manchester United-fans fik da også meget hurtigt pulsen ned igen efter ydmygelsen på Old Trafford.
Allerede efter et kvarters spil kunne Dimitar Berbatov nemlig gøre det til 1-0 de røde djævle, og kort efter gjorde Michael Owen det til 2-0. Til sidst lukkede Luis Valencia festen med et pragtfuldt langskud til 3-0.
På Emirates Stadium havde også Arsenal succes med sine pokalbestræbelser, da Bolton blev sendt hjem med et 2-1-nederlag på scoringer af Andrey Arshavin og Park Chu-Young. Kampen gav i øvrigt comeback til belgiske Thomas Vermaelen, der vendte tilbage efter en ankelskade og spillede sin første kamp for Arsenal i to måneder.
I tirsdagens øvrige opgør lykkedes det desuden for Championship-holdene Cardiff og Crystal Palace at spille sig videre til 5. runde i den mindste af de to engelske pokalturneringer.