"De unge mødre" er ikke bare populær og letfordøjelig tv-underholdning. Nu danner programmet også mode blandt helt unge pige, der drømmer om at blive kendte. Faktisk er der mange, der vil være gravide, bare for at komme på skærmen i den kendte docu-soap.
Det er den 22-årige Puk Rebecza, der som ung mor selv medvirker i serien, der fortæller om tendensen til Uge og Hjemme.
"Der er rigtig mange piger, som overvejer at blive gravide bare for at komme med i programmet. Jeg har været i kontakt med mindst 10 piger. Så sent som i går skrev en 14-årig pige til mig. De vil vide, hvor store chancer der er for at komme med i programmet, hvis man får et barn," siger Puk Rebecza til ugebladet.
Hun er ikke den eneste af programmets deltagere, der oplever, at helt unge piger meget gerne vil være med i tv-succesen, der har kørt siden 2005.
"Det sker ret tit, at unge piger på 15-16 år skriver til mig og fortæller, at de drømmer om at blive gravide, fordi de har en vidunderlig kæreste og har prøvet at passe børn før. Og så spørger de mig, hvordan man kommer med i "De unge mødre"," fortæller Christina Startotoft.