Forårets strejke har påvirket de unges uddannelsesvalg. Den negative omtale af sygeplejerskernes og pædagogernes vilkår har fået ansøgertallet til uddannelserne til at falde, skriver Politiken.
Capacent Epinion har for Undervisningsministeriet undersøgt årsagerne til faldende søgning til de tre professionsuddannelser, sygeplejerske, pædagog og folkeskolelærer, og konkluderer, at forårets overenskomststrid har påvirket de unges studievalg.
"Der har simpelthen været for meget jammer omkring fagene," siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) til avisen.
De seneste tre år er der sket et samlet fald i søgningen til sygeplejeskolerne på 35 procent, hvoraf faldet i 2008 alene tegner sig for de 22 procent.
Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, er ikke overrasket og mener, det er godt, at de unge er forberedt på, hvad der møder dem.
"Hvis vi bare bilder dem ind, at alt er rosenrødt, så springer de jo bare fra igen, når de finder ud af det," siger hun.
Faldet til læreruddannelsen er blevet mindre i år i forhold til 2007. Det skyldes ifølge formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, at der har været en bevidst strategi om at undgå de negative historier om lærerfaget.