Japaneren Ryoyu Kobayashi har været på alles læber i denne skihopsæson, og søndag skrev han sig for alvor ind i historiebøgerne.
Med et imponerende andet hop sikrede den 22-årige japaner sig sejren i Bischofshofen og blev dermed den blot tredje hopper i historien til at vinde samtlige fire konkurrencer i den årlige firebakketurnering - en såkaldt grand slam.
Det har kun polakken Kamil Stoch sidste år og tyskeren Sven Hannawald i 2001/2002-sæsonen præsteret i firebakketurneringens historie, som går helt tilbage til 1953.
For første gang i årets fire konkurrencer lagde den ellers så suveræne japaner sig ikke i spidsen efter første hoprunde.
Han gik ind til anden og sidste hoprunde på fjerdepladsen, men med et kanonhop strøg han forbi alle konkurrenterne og snuppede den historiske triumf.
Kobayashi nåede ud på 137,5 meter i sit andet hop, og med tilhørende suveræne stilkarakterer kunne de tre sidste hoppere ikke røre den unge japaner.
Østrigeren Stefan Kraft blev nummer to i søndagens konkurrence, mens tyskerne Stephan Leyhe og Markus Eisenbichler besatte de næste pladser.
Mellem Kraft og Eisenbichler var der blot to points forskel, mens Kraft havde næsten 15 point op til den flyvende japaner på førstepladsen.
Målt udelukkende på hoplængde var Kobayashi kun en smule bedre end de andre i toppen, men hans stilkarakterer var som så ofte før i en klasse for sig.
I den samlede firebakkestilling var japaneren naturligvis også helt suveræn i toppen, hvor Eisenbichler og Leyhe blev henholdsvis nummer to og tre.
Ryoyu Kobayashi fører også suverænt i World Cuppen, som firebakketurneringen også er en del af, og meget skal gå galt, hvis ikke han også snupper den samlede World Cup-sejr i denne sæson.
/ritzau/