To unge mænd er kommet alvorligt til skade efter en trafikulykke i Ikast natten til lørdag, hvor de i høj fart kørte ind i et hus.
Bilens 24-årige passager er i livsfare, mens den 21-årige fører er alvorligt kvæstet, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even.
- Det er et solouheld, hvor bilen kører med høj fart ind i en husmur i en mindre kurve på vejen, fortæller han.
Også huset blev beskadiget ved ulykken, lyder det fra vagtchefen.
- Bilen rammer ind ved hoveddøren, og murværket blev beskadiget. Man har været nødt til at afstive muren og taget for at være sikker på, at det ikke falder sammen, siger Lars Even.
Husets beboer kom ikke noget til.
Ulykken skete klokken 01.15, og begge de kvæstede er ført til hospitalet i Aarhus.
/ritzau/