Tre timer til næste toilet.
Sådan er arbejdsforholdene for flere buschauffører i provinsen, der ofte må fylde blæren til bristepunktet.
Derfor kan det blive sidste udvej for chaufføren at køre bussen ind til siden af landevejen, og bruge naturen som toilet. Men det kan blive en dyr fornøjelse for chaufføren.
"Ifølge ordensbekendtgørelsen er det ulovligt at urinere offentligt, og buschaufføren kan risikere, at det medfører en bøde på 1.000 kroner," siger pressetalsmand Sebastian Richelsen fra Københavns Politi.
Bøden tilfalder i første omgang chaufføren selv.
Arbejdsgiverens ansvar
Men det er arbejdsgiveren der står med ansvaret for, at der er toiletfaciliteter langs ruten.
Og derfor mener 3F at det er dybt urimeligt, hvis det bliver den ansatte selv, der kommer til at bøde for noget, som i sidste ende er arbejdsgiverens ansvar.
"Det synes jeg bestemt ikke om. Og hvis arbejdsgiveren ikke vil betale bøden, er jeg hundrede procent sikker på, at så har arbejdsgiveren ikke nogen busser på vejene dagen efter," siger Michael Olesen, der er formand for Landsklubben for 3F's Bybus og Rutebilschauffører.
Hans kollega fra Aalborg er enig.
"Hvis en ansat fik en bøde på den her måde, vil jeg gå hele vejen i retten, for at få den bøde over på arbejdsgiveren," siger Arne Nielsen, gruppeformand i 3F's transportgruppe i Aalborg.