Kan det offentlige sygehus ikke nå operationen inden for den korte tidsfrist, har patienten krav på behandling på et privathospital eller et hospital i udlandet.
I månedsvis har læger raset over den nye regel.
De påpeger, at den vil presse et i forvejen hårdt prøvet offentligt hospital og øge lægeflugten over til det private,
En rundspørge fra fagbladet Dagens Medicin viser, at kun fire ud af 30 ortopædkirurgiske afdelinger, behandling i bevægeapparatet, er klar til så kort en frist.
Formanden for landets ortopædkirurger Cody Eric Bünger på Århus Universitetshospital kalder garantien for »overflødig« på en lang, lang række områder:
»Tag rygsmerter. I 80-90 procent af tilfældene går det over igen, så der behøver man ingen hurtig behandling. Jeg mener, at ventetidsgarantien er velkommen for kræftpatienter, men for almindelige ortopædkirurgiske lidelser er én måned helt overflødig. Og så vil det presse et i forvejen underbemandet system, hvor der er stor mangel på speciallæger og sygeplejersker,« siger han.
Mangler to speciallæger
Grunden til, at 26 ortopædkirurgiske afdelinger ikke kan overholde regeringens nye tidsfrist er, at de i snit mangler to speciallæger.
Ifølge flere læger er stemningen på mange afdelinger opgivende, da personalet i årevis har kæmpet for at kunne overholde den fem år gamle frist på to måneder, for nu at skulle løbe endnu hurtigere.
Alligevel håber overlæge og sektorchef på Ortopædkirurgisk afdeling på Vejle Sygehus Per Kjærsgaard-Andersen ikke, at den nye regel vil få den store betydning:
»Skæve fingre og hofteoperationer kræver sjældent fagligt set hurtige operationer. Derfor tror jeg ikke, at den nye regel vil betyde det store for hovedparten af patienterne. Mange vil heldigvis gerne vente, når de har fået tillid til en kirurg på en af vores afdelinger. For de færreste betyder et par uger til fra eller det store,« siger han.