Det koster en mindre formue at være ulandsfrivillig.
Unge, der godt vil ud som frivillig, mens de f.eks venter på studieplads, skal betale mellem 30-50.000 kroner, skriver Politiken lørdag.
De seneste år er en ny form for ulandsrejse blevet populær. Den kaldes volonturisme, hvilket er en sammensmeltning af turist og det finere ord for frivillig, volontør.
Rejserne til verdens udsatte område bliver arrangeret af en lang række organisationer og private arrangører. Helt op imod 30 forskellige udbydere findes således på markedet i dag.
Den høje rejsepris bekymrer formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Martin Justesen.
"Vi har et område, hvor vi har nogle foreninger og private virksomheder, der konkurrerer om at sende folk ud - og tager penge for det. Der kan man som ung godt blive forvirret over, hvad ens penge går til. Man har en forventning om, at de penge man betaler svarer til det, det koster," siger han, og forsætter:
"Problemet er, at unge gerne vil engagerer sig frivilligt og det bør jo i udgangspunktet ikke koste noget. Og det er i overkanten af, hvad mange unge har råd til. Det er et paradoks," påpeger Justesen over for Newspaq.
Kilde: Politiken.