Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, siger, at præsident Donald Trump ikke forsøgte at afpresse ham i en telefonsamtale i juli eller ved et møde i september.
Ved et pressemøde torsdag siger Zelenskij, at hans formål med telefonsamtalen med Trump var at få arrangeret et efterfølgende møde, og at han havde bedt Det Hvide Hus om at ændre retorik, når det omtaler Ukraine.
- Jeg sagde til ham: Se på os. Ser vi ud som en korrupt befolkning? siger Zelenskij.
- Der var ingen afpresning. Det var ikke et emne i vor samtale, siger han.
Den ukrainske præsident siger, at han ikke vidste, at USA's militærhjælp til Ukraine var blevet indefrosset, da hans telefonsamtale med Trump fandt sted.
Da han senere blev gjort opmærksom på dette af sin egen forsvarsminister, tog han spørgsmålet op ved et separat møde i Polen med vicepræsident Mike Pence.
Zelenskij siger også, at der ikke blev stillet betingelser til ham, hvis han ville mødes med Trump.
Trump har uden beviser fremsat beskyldninger om, at præsidentkandidaten Joe Biden har foretaget kritisable eller ulovlige handlinger i Ukraine. Bidens søn, Hunter, var med i bestyrelsen i det ukrainske gasselskab Burisma.
I Kongressen har Repræsentanternes Hus taget skridt til at få indledt en rigsretsproces mod Trump i forbindelse med forløbet af en telefonsamtale mellem den amerikanske leder og den ukrainske præsident den 25. juli i år.
Demokrater siger, at Trump misbrugte sin magt som præsident ved at forsøge at få Ukraine til at grave kompromitterende oplysninger frem om hans rival Joe Biden.
Det Hvide Hus' største indsigelse i sagen er det faktum, at Repræsentanternes Hus ikke har haft en formel afstemning om at indlede processen.
Omvendt argumenterer Demokraterne for, at en afstemning ikke er nødvendig, fordi rigsretsprocessen er i sin indledende fase. Det svarer til at indsamle beviser nok til en tiltale.
Hvis et flertal i Repræsentanternes Hus stemmer for at rejse tiltale mod Trump, overgår selve rigsretssagen til Senatet, der i øjeblikket kontrolleres af Republikanerne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.