Nigerias el-produktion er latterlig lav og upålidelig trods investeringer på 40 milliarder dollars i forbedringer de seneste 20 år. Dagligt er der sorte huller i forsyningen.
Økonomisk vækst og alle former for udvikling bliver stoppet, når energi er upålidelig eller ikke-eksisterende. Alle politikere lover højt og helligt, at de vil skaffe el til folket.
Nu forsøger præsidenten sig med privatisering af energisektoren.
Privatisering
Det store løfte er en ti-fold vækst i el-produktion i 2020, og metoden er at overlade den produktive sektor til private inden udgangen af 2012, skriver Reuters. Allerede nu har der været problemer med interessekonflikter, og energiministeren måtte trække sig tilbage.
Nyhedsbureauet sammenligner det neoliberale udviklingstiltag med privatisering med Ruslands overgang fra planøkonomi til oligark-kapitalisme efter Sovjetunionen faldt fra hinanden.
Firmaer udvælges til at byde på statens ejendomme og fabrikker, og taberne i spillet samt fagforeningerne råber om korruption.
Korruption i energisektoren er ikke et ukendt fænomen i Nigeria.
Sagen er, skriver Reuters, at de aktive med bud på energisektoren er de velkendte oligarker med store besiddelser og solide politiske forbindelser. En sådan omstilling er forsøgt tidligere med telekommunikation, men det gik i smadder. Blandt aktørerne i de store handel er tidligere diktatorer.
Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.