Udlændingeservice skal i dag mødes med Dansk Flygtningehjælp for at drøfte behandlingen af mindreårige asylansøgere, der søger asyl i Danmark.
Mødet er kommet i stand, efter at Dansk Flygtningehjælp og bisiddere fra Røde Kors har anklaget politiet for at stille ’forbudte’ spørgsmål til asylbørn. Det drejer sig om børnenes grunde til at søge asyl.
Læs også: Politi stiller asylbørn 'forbudte' spørgsmål
Avisen.dk har også dokumenteret, at politiets oplysninger har medvirket i afslag om asyl. Det er sket, når Udlændingeservice har ladet oplysningerne indgå i deres behandling af en asylsag.
”Vi ser en del sager fra Udlændingeservice, og vi ser også en del, hvor der i vores øjne bliver lagt for meget vægt på de oplysninger, der er givet til politiet – eller ikke er givet,” siger Dorte Smed, specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp.
Læs også: Usikker forklaring kan give asylbørn afslag
Dansk Flygtningehjælp er glad for møde
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, glæder sig over, at Udlændingeservice har åbnet for en diskussion af asylbehandlingen.
”Jeg har talt med Udlændingeservice. Vi er blevet enige om, at vi vil holde nogle dialogmøder, der netop skal kigge på de løbende bemærkninger, som Dansk Flygtningehjælp måtte have til afviklingen af asylproceduren. Så vi kan få justeret der, hvor der er behov. Det er jeg tilfreds med,” siger Andreas Kamm.
Læs også: Asyldreng afvist: Fortalte ikke om husbrand
Hvad der imidlertid kommer ud af mødet i dag er uvist. Udlændingeservice har indtil videre afvist kritikken af deres procedure som misforstået.
Ifølge Politikens oplysninger skal Dansk Flygtningehjælp snart mødes med politiet for at diskutere anklagerne om, at de stiller spørgsmål til flygtningebørns asylmotiv.