De bor i parker og er heldige, hvis de kan finde en opgang at sove i. Nogle nætter er så kolde, at de ikke tør falde i søvn.
Selv om deres liv virker fjernt fra en gennemsnitlig dansk tilværelse, så kæmper udenlandske hjemløse for ikke at skille sig ud.
Det fortæller Mette Melchjorsen, der er leder af hjemløsecaféen Grace i København.
- Når flere af dem går på gaden, så går de meget op i at blende ind og ikke ligne en hjemløs, siger hun.
- De går op i at se godt ud og passe på sig selv.
Mange udenlandske hjemløse kommer ifølge Mette Melchjorsen til Danmark med en tro på, at de kan få et job.
I stedet ender de ofte med at samle flasker og bruge panten til at købe ind for.
Det skal dog være slut, mener overborgmester i København, Frank Jensen.
Han vil gøre op med, at udenlandske hjemløse kommer til Danmark og ernærer sig som flaskesamlere.
Konkret foreslår han, at pant ikke længere skal kunne veksles til kontanter. I stedet skal panten kun kunne bruges til at betale for varekøb i den butik, hvor dåser og flasker er indleveret.
Indsamling af pant er dog ifølge Mette Melchjorsen en vigtig måde at undgå, at de hjemløse føler sig presset mod ulovlige job.
- Det giver dem adgang til en indtjening, hvor de stadig har noget værdighed, og hvor det stadig er legalt, siger hun.
Selv med muligheden for at få penge i retur for tomme flasker, er det ikke nemt at leve på gaden i Danmark.
- De har det samme tøj på hver eneste dag. Hvis de skal vaske deres tøj koster det 32 kroner på et vaskeri, fortæller cafélederen.
- Så hvis de på en dag som i dag måske kan finde ti flasker, så er der stadig lang vej.
/ritzau/