Kloge udenlandske hoveder vil gerne bo og arbejde i Danmark, når de er færdige med studiet.
Det viser en ny undersøgelse fra Copenhagen Business School.
334 studerende fra 52 forskellige lande har deltaget i undersøgelsen, og 77 procent svarer, at de gerne vil blive i Danmark, skriver Momentum, KL's nyhedsbrev.
Tallet glæder uddannelsesminister Morten Østergaard (R). Han foreslog før jul, at udenlandske studerende skal have mulighed for at blive i Danmark i op til tre år efter endt uddannelse, mens de søger arbejde.
"De her tal viser jo tydeligt, at her er en talentmasse, som vi burde have rigtig gode forudsætninger for at få fat i. Det er så bare beklageligt, at det står i kontrast til, hvor gode vi hidtil har været til at fastholde de studerende efter endt uddannelse," siger han til Momentum.
Direktør Jørgen Søndergaard fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, mener, at de internationale studerende både kan bidrage til at øge arbejdsstyrken og øge statens indtægter.
"Såfremt de altså får et arbejde," siger Jørgen Søndergaard.
Også i Dansk Industri (DI) kalder man det "helt afgørende", at Danmark øger sin arbejdskraftsressource ved at fastholde flere udenlandske studerende.
Halvdelen af de udenlandske studerende tager i dag hjem igen efter eksamen.