Tysklands unge fodboldspillere kan nu kalde sig for Europas bedste.
Sverige har netop lagt baner til EM for U-21-hold, og her klarede tyskerne sig på fornem vis igennem turneringen, hvor de kun lukkede et enkelt mål ind. Ved finalen mod englændernes talenter blev det til en overbevisende 4-0-sejr.
De to hold mødtes allerede i den indledende pulje, hvor de med 1-1 sørgede for at begge hold gik videre fra puljen. Finalen blev dog langt fra en lige så tæt affære som det første møde mellem de to arvefjender.
Leverkusens Gonzalo Castro bragte tyskerne foran efter 23 minutter, og kort efter pausen kom de yderligere foran ved Werder Bremens Mesut Özil. Bayern Münchens angrebstalent Sandro Wagner sørgede med to mål i de sidste 10 minutter for, at tyskerne fik den største sejr ved en U-21-finale.
Dermed er Tyskland forsvarende mestre for både U-17, U-19 og for første gang også U-21-hold.