Vind eller forsvind, så benhårde er realiteterne for Danmarks U21-landshold før aftenens EM-kamp mod Hviderusland.
U21-landsholdet er nemlig under maksimalt pres på hjemmebane for at gå videre fra gruppespillet. Første kamp mod Schweiz blev tabt med 1-0, så der skal tre point på kontoen mod hviderusserne, for det kræver efter alt at dømme en sejr, hvis landsholdet skal gå videre.
Hviderusland er kendt for at stå dybt i banen med et betonforsvar. Men det passer fint til den danske stil, vurderer Sønderjyske-angriberen Søren Frederiksen, der skadet må se til fra sidelinjen.
"Vi har helt sikkert de typer, der skal til for at vinde kampen. Keld Bordinggaard (landstræneren, red.) ved præcis, hvordan han skal blande de offensive kort," lyder det fra angriberen til Newspaq.
Han peger på, at kreative typer som Christian Eriksen og Nicki Bille bliver nøglespillere i kampen.
Hviderusland er nemlig glade for at lade modstanderen have bolden, så det kræver tålmodighed, hvis kampen skal vindes.
"Jeg tror på drengene, men det bliver helt sikkert en svær kamp. Vi har et kanonhold, så hvis vi bliver ved med at fighte og holder fast, så vinder vi også," siger Søren Frederiksen.
Hviderusland vandt første kamp på to sene mål mod Island.
Selvom Søren Frederiksen ikke kan være med på banen, så vil han give holdkammeraterne en rygstød fra sidelinjen.
"Det er brandærgerligt, jeg ikke kan spille, men jeg møder op og ser kampen," siger han.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.45 på Århus Stadion.