Hvis syriske soldater endnu engang overskrider grænsen til Tyrkiet, vil Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, overveje at få Nato-soldater til at beskytte den tyrkiske grænse.
Udmeldingen kommer efter, at syriske soldater i mandags skød på syriske flygtninge, som befandt sig i en tyrkisk flygtningelejr lige ved grænsen til Syrien. To mænd blev dræbt ved skyderierne og yderligere tre blev såret, skriver Fox News.
Erdogan har siden understreget, at "Nato er forpligtet til at beskytte den tyrkiske grænse ifølge Artikel 5."
Premierministeren henviser dermed til det punkt i Nato-aftalen, som bestemmer, at et væbnet angreb mod ét medlemsland betragtes som et angreb imod alle Nato-lande.
Talsmand for Nato, Carmen Romeo, bekræfter, at Nato er bekymret over sikkerhedssituationen i Syrien og holder skarpt øje med udviklingen.
Torsdag blev der indgået våbenhvile mellem Syriens regeringsstyrker og oprørerne, som har ligget i væbnet konflikt i ca. 13 måneder.
Ifølge internationale medier er tre civile syrere imidlertid blevet dræbt torsdag, mens mere end 20 andre er blevet arresteret på trods af våbenhvilen, ligesom regeringsstyrkerne ikke har trukket sig ud af alle syriske byer, som regeringen ellers har forpligtet sig til.