To tvillingbrødre på 18 år er mandag middag blevet stukket ned på CPH West gymnasiet i Ishøj. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
- I et af frikvarterne kommer gerningsmanden over og snakker med dem og trækker dem til side. Der opstår et skænderi mellem dem, og det udvikler sig til et knivstikkeri, siger politikommissær Ole Nielsen til Ritzau.
De to tvillinger blev bragt til Køge Sygehus kort efter hændelsen. De meldes begge uden for livsfare.
Politiet er nu i gang med at afhøre begge brødre. Den ene bror er blevet syet i armen efter knivstikket. Den anden bror blev ramt af to knivstik i ryggen.
Den ene bror har været til afhøring hos politiet, og han har fortalt, at der ingen relation er mellem dem og gerningsmanden. Han har muligvis set manden før, men mener ikke, at han går på gymnasiet.
Gerningsmanden bliver af brødrene beskrevet som en ung mand. Politiet skal senere mandag afhøre et tredje vidne, der befandt sig ved gerningsstedet, da brødrene blev angrebet af manden. Der var ifølge politiet ikke mange vidner til knivstikkeriet.
- Detaljerne i signalementet kender vi ikke endnu. Vi skal samle, hvad vi har i sagen. Så håber vi på, at der er givet så god en beskrivelse af ham, at vi har en idé om, hvem han er, siger politikommissæren.
De to tvillingbrødre kommer ikke fra Danmark, men politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvilken nationalitet de har.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.