En populær britisk tv-vært blev mandag fundet død i sin lejlighed.
Til at starte med karakteriserede politiet dødsfaldet som "uforklarligt". Men nu hælder efterforskerne i retning af, at den 32-årige Kristian Digby har taget livet af sig selv under en farlig sexleg.
"På nuværende tidspunkt tror vi, han døde af autoerotisk kvælning," sagde en kilde således mandag aften til den britiske tabloidavis The Sun.
Efterforskerne udelukker med andre ord ikke muligheden for, at han legede med at stoppe sin egen vejrtrækning for at blive seksuelt tilfredsstillet.
Den homoseksuelle tv-vært blev mandag morgen fundet død af sin mandlige kæreste i Digbys lejlighed i det østlige London. Politiet har ikke fundet spor, der tyder på, at andre end Digby selv har været involveret.
Dermed føjer han sig til en kendisliste, der blandt andre tæller 'Kill Bill'-skuespilleren David Carradine, der i en alder af 72 år ved et uheld hængte sig selv midt i en sexleg på sit hotel i Bangkok.