Ritzau
Opdateret kl. 09:45
Danske boligejere får millioner af kroner tilbage for at låne penge til huskøbet.
I Nykredit alene sendes der i år 150 millioner kroner tilbage til kunderne i form af negativ rente.
Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.
Dermed har omkring ti procent af alle boligudlån i realkreditsektoren til private og erhverv nu negativ rente. Det svarer til cirka 250 milliarder kroner.
- Det er ikke længere kun for de få udvalgte, men faktisk for en pæn portion af boligejerne, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig til Finans.
De negative renter forsvinder ikke lige med det samme. Selv boligkunder med F3-lån får penge retur.
Et F3-lån i BRFkredit giver således en rente på minus 0,22 procent de næste tre år.
Det vil groft sagt sige, at BRFkredit returnerer 2200 kroner til låntageren for hver lånte million i tre år.
- Vi stiftede for første gang bekendtskab med en negativ rente på realkreditlån tilbage i 2015, og negative renter har ikke vist sig som en døgnflue, konstaterer seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre over for Finans.
Selv om boligejerne får penge tilbage af investorerne, så ender de alligevel med at betale for deres lån, når regnestykket skal gøres op.
De skal nemlig også betale bidrag af lånet, og særligt for de variable lån uden afdrag kan bidragssatsen udgøre over én procent.
/ritzau/