Det var det samme våben, der 13. april sidste år på blodig vis tog livet af ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven i Odense.
Det konkluderer en våbenekspert fra Rigspolitiet, som torsdag formiddag vidner i drabssagen i Landsretten i Odense.
- Vi har sammenlignet mærkerne på patronhylstrenes bund, og de stammer alle fra ét og samme våben, siger han.
Gerningsvåbnet er den maskinpistol, der et par måneder efter mordene blev fundet af dykkere på bunden af Langesø, der ligger et godt stykke vest for mordstedet.
De i alt 32 patronhylstre, politiet efterfølgende fandt, svarer til de ni millimeter patroner, som blev fundet både i maskinpistolen og hjemme hos den tiltalte i sagen, VS, da hans hjem blev ransaget.
Men det er ikke et fældende bevis, pointerer VS' forsvarer, Jesper Storm Thygesen.
- Det er én af de mest anvendte patroner i verden, og de produceres af flere forskellige producenter, siger han.
Dobbeltdrabet blev begået, da ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen gik deres sædvanlige aftentur i den naturskønne Tusindårsskov i Odense.