Alt var gjort klar til den helt store fest for Joe Exotic – kendt fra Netflix-serien ”Tiger King”. Hans folk havde nemlig håbet på, at TV-stjernen ville blive benådet af Donald Trump.
Der er tradition for, at en afgående præsident benytter sin mulighed for at benåde en række dømte personer som en af sine officielle handlinger. Den tradition holdt Donald Trump, men Joe Exotics navn var ikke på listen over de 72 kriminelle, der var blevet benådet. Listen blev offentliggjort af Det Hvide Hus onsdag morgen.
Dermed må Joe Exotic, hvis borgerlige navn er Joseph Allen Maldonado-Passage, blive i fængslet, hvor han afsoner en dom på 22 år for at planlægge mordforsøg på sin rival, Carol Baskin.
Til gengæld kan rapperne Lil Wayne og Kodak Black glæde sig over, at Donald Trump havde fundet plads til deres navne på listen. Begge var dømt for at have overtrådt USA’s våbenlovgivning.
Trumps tidligere nære rådgiver, Steve Bannon, er også blevet benådet. Han var ellers sammen med tre andre tiltalt for at svindle folk, som har doneret penge til en privat opført mur langs grænsen til Mexico.
I alt benådede Donald Trump 73 personer dømt for kriminalitet. Yderligere 70 fik nedsat deres domme.