Han taler på ingen måde sandt.
Sådan lyder meldingen fra eksperter og den røde blok, der skarpt kritiserer transportminister Hans Christian Schmidts (V) i forhold til hans oplysninger om DSBFirst-lån.
Det skriver Politiken.
Lørdag forklarede Schmidt, hvorfor det ikke er hans ansvar, at DSB's vedtægter er i strid med reglerne om statsstøtte. Den argumentation lød sådan her:
"Ellers skulle ministeriet have vidst, at DSB var i gang med at låne penge ud til DSBFirst; det vidste vi jo ingenting om," lød det fra ministeren i Politiken.
Men dén udtalelse passer ikke, lyder kritikken nu. Fire gange i oktober og november sidste år oplyste DSB nemlig ministeriet om lånet til datterselskabet DSBFirst.
"Ministeren siger, at han handlede i god tro. Det er ud fra en præmis om, at ministeriet ikke vidste, at DSB var i gang med at låne penge til DSBFirst, men det er imod bedre vidende. Ja, det er løgn. Vi nærmer os en rygende pistol i sagen, for ministeren har kendt til lånet og lånesatsen, men valgt ikke at forholde sig til det," siger Anders Drejer, professor i ledelse ved Aalborg Universitet.