DA JEG LÆSTE, at Bengt Holst, såkaldt videnskabelig direktør i Københavns Zoo, belærte os alle om, at frygten for ulve er ’hysterisk’ og ’fuldkommen ubegrundet’, ringede jeg op til den zoologiske have:
”Har I ulve,” spurgte jeg?
”Ja, vi har to,” lød svaret!
”Løber de frit rundt eller spærrer I dem inde,” spurgte jeg så?
”Du kan være helt rolig: Vi spærrer altid rovdyr inde,” svarede de!
Jeg synes – i al sin enkelthed – at det klare svar fra Zoologisk Have er meget, meget tankevækkende. Ulve er rovdyr – og, jo, de er edderbankemig farlige. Derfor spærrer vi dem inde i zoo – præcist som løverne, tigrene, panterne og alle de andre. Og tak for det.
I GODT 200 ÅR havde vi ingen vilde ulve i Danmark, men i løbet af de seneste fem-syv år har ulve først krydset den tysk-danske grænse og er siden i stigende omfang observeret i Jylland. Hunulvene får unger og ulvekobler på en fem-ti stykker er nu en del af virkeligheden.
Det gør mig – for nu at sige det lige ud – utryg.
Selv om de mest æder råvildt, kronvildt og får, er det et livsfarligt dyr, der har kræfterne og tænderne til at slå et voksent menneske ihjel. Skulle den gå efter mennesker, er børn og kvinder ifølge eksperterne i størst risiko for at blive bidt eller for den sags skyld dræbt.
DE FORSKERE – ud over Bengt Holst er det især eksperter fra Aarhus Universitet – som siger, at de af os, som er utrygge eller ligefrem bange, er ’hysteriske’, fordi risikoen for at blive overfaldet er ’uhyre lille’, tager i reglen udgangspunkt i steder som Canada, Alaska og Sverige.
I rapporten ’Vilde ulves farlighed over for mennesker’, som er udarbejdet af Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet, understreger de gode mennesker, at selv om der er 60-70.000 ulve i Canada og Alaska, er der stort set ingen ulve, som går til angreb på os.
Så er alt jo godt – altså bortset fra to ting:
For det første er Canada og Alaska en hel større end Danmark…sådan cirka 262 gange så stort med enorme tomme arealer. Befolkningstætheden i Danmark er til gengæld næsten 40 gange så stor. Med andre ord: Masser af plads i Canada og Alaska til løse ulve. Meget lidt i Danmark.
For det andet er der faktisk jævnlige angreb på mennesker i Canada og Alaska alligevel – af og til endda fatale. En 32-årig skolelærerinde, som var 150 centimeter høj, blev eksempelvis under en løbetur i en skov overfaldet og dræbt af ulve for otte år siden.
DANSKE MYNDIGHEDER – anført af Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen – kalder ganske vist risikoen for ulveangreb meget lille, men alligevel anerkender de, at det stigende antal ulve kan udgøre fare mod mennesker. Peter Sunde, ansvarlig for ulveforskningen, understreger, at ulven ikke er ufarlig:
”Hvis du har en fysisk lille kropsstørrelse, du er alene, og du opfører dig uhensigtsmæssigt, er der en forhøjet risiko for angreb…Særligt mindre børn bør ikke være i skoven uden opsyn, i områder hvor man ved, at der er en ulv.”
Forskeren advarer også løbere om at bruge høretelefoner – altså lytte til musik eller podcast – mens de løber, fordi de på den måde er ’uopmærksomme’ over for ulvene. Hunde, selv hvis de er snor, er særligt udsatte for ulveangreb, så myndighederne har faktisk et bud på, hvad man kan gøre, hvis antallet af ulve stiger, så hunde, der luftes af mennesker, oftere bliver angrebet:
”Hunde kan udstyres med veste med pigge eller el-veste, der giver elektriske stød, hvis de gennembores af f.eks. ulvehjørnetænder.”
MED ANDRE ORD:
Løse ulve, der indtil videre mest løber rundt i Nord- og Vestjylland, men som selvfølgelig en dag kommer videre ud i landet, er slet og ret så farlige, at vi skal tage forholdsregler. Ellers risikerer vi angreb på især børn, mindre kvinder og hunde (ud over andre vilde dyr).
Hvad skal vi gøre ved det?
Skal vi enten bare glæde os over, at ulven er kommet tilbage, at ulven er beskyttet af fredning, og at vi bare må tilpasse os, at den er kommet her til egnen? Eller skal vi sige, at Danmark simpelthen ikke er et stort nok land til at have glubske ulve løbende rundt?
FOR MIG ER SVARET ENKELT:
Ulvene udgør simpelthen for stor en risiko til et land, der som vores er så tæt befolket. Derfor bør ulvene enten spærres inde i reservater eller sendes ud af landet. Jeg er ganske enkelt ikke tryg ved, at de hvert øjeblik kan overfalde et barn eller en kvinde, fordi ulven udser sig dem.
OG ET LILLE PS:
Der er i øvrigt en grund til, at vi ikke lader schæferhunde og den slags løbe frit rundt her i landet: Folk er bange for dem. Med godt grund.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.