NÅR UFFE Elbæk analyserer politik, ser han helt, helt andre steder hen end de fleste andre – og i den grad ud over den lille, danske hønsegård, som de fleste politiske analytikere nøjes med at beskæftige sige med:
Elbæk studerer Island, hvor valget sidste år endte med, at Katrín Jakobsdóttir fra den Rød-Grønne Alliance blev ny statsminister. Han ser på Italien, hvor valget i år resulterede i en regering med Fem-Stjerne-bevægelsen som bærende element. Elbæk kigger på Tyskland, hvor to venstreorienterede partier, som ligner Alternativet, fik godt 20 procent ved valget sidste år.
Og så ser Alternativets leder i den grad på Amerika, hvor han er inspireret af den måde, som Bernie Sanders’ græsrodskampagne fik luft under vingerne på i 2016 – og på hvordan Bernie, som Elbæk har mødt, fortsat er i stand til at mobilisere enorme mængder bag sig bevægelse.
TAG BARE det højst, højst overrumplende primærvalg hos Demokraterne, som i denne uge fandt sted i Queens i New York City:
Her blev Joe Crowley, en meget erfaren politiker, der stod til at blive partiets leder i Kongressen, slået af Alexandria Ocasio-Cortez, en ung, tidligere Bernie-frivillig, som er så langt fra den kompromissøgende, resultatorienterede linje, som normalt vinder, man kan komme.
Det er den slags eksempler – hvor politiske idealister, stik imod normal logik, basker gamle karrierepolitikere af pinden – som Elbæk søger inspiration hos. Den konventionelle logik, der har lidt så mange nederlag i Europa og USA de seneste år, er han ret ligeglad med.
DET ER derfor, at Elbæk nu melder sig selv på banen som statsministerkandidat:
Lederen af Alternativet, som stormede ind i Folketinget ved sidste valg, fordi han fangede en folkestemning, tror igen på, at idealisme og ambitioner kan vende op og ned på den måde, som politik diskuteres på – også her i Danmark.
For Elbæk er kampen mod global opvarmning så afgørende, at den er hævet over alle andre spørgsmål. Som han siger – og det med fuld opbakning fra sit parti – så har vi kun få år til at hindre, at klimakrisen går amok. Derfor skal det emne helt i top af dansk politik.
Ingen andre – i Elbæks analyse – tager emnet alvorligt nok til, at han tror på dem. Selv om Mette Frederiksen har fremlagt et – ville mange mene – ambitiøst grønt miljø- og klimaudspil, så er det slet ikke nok for ham. Alternativet vil have revolution. Ikke bare reformer.
Derfor peger Elbæk på sig selv som kommende statsminister – og, endnu mere opsigtsvækkende, så afviser han at lægge mandater til nogen anden statsminister. Frederiksen kan altså ikke længere tage det for givet, at Alternativet vil pege på hende.
DEN SLAGS meldinger slipper man ikke godt fra på et Christiansborg, der, når det kommer til stykket, er et meget konservativt og traditionsbundet sted – både blandt politikere og journalister – som alle helst vil kunne putte hinanden i bestemte kasser og båse.
Reaktionen fra de fleste politiske kommentatorer er lige efter bogen: ”Det bliver et stort syretrip…til den cirkusagtige side,” skriver Marchen Neel Gjertsen i Jyllands-Posten, og i Ekstra Bladet stempler Hans Engell det hele som ”det rene klovneri.”
Det er der intet overraskende i – for det ligner nogenlunde de samme analyser, som de fleste medier kom med, da Alternativet i sin tid blev lanceret. Dengang tog de fleste fejl – for Elbæk ramte i den grad en tidsånd…og valget i 2015 blev en stor triumf for hans idealisme.
Men…kan Uffe Elbæk virkelig blive statsminister? Det er naturligvis meget, meget lidt sandsynligt – for det ville kræve så meget medvind, at det er svært at se for sig, ja, det synes nærmest umuligt. Som et minimum skal Alternativet have et kanonvalg. Lige nu går de tilbage.
Men…mindre kan gøre det:
VED AT melde sig selv på banen som statsministerkandidat rusker Elbæk så meget op i den traditionelle ’præsidentvalgkamp’ mellem rød og blå blok, at han vil få ordet mere end ellers. Hele tiden vil han blive spurgt, hvad der skal til for at få ham til alligevel at støtte Socialdemokratiet?
Elbæk vil bruge taletiden til at fokusere på klimakampen – og her vil han måske kunne høste politiske sejre, som han vil kunne bære med ind til en dronningerunde efter valget, hvis det skulle ende med flertal til rød blok.
Der er selvfølgelig også en risiko…nemlig at vælgerne synes, at Elbæk overspiller sine kort, at Alternativet er til grin, og at de derfor får et elendigt folketingsvalg. Den risiko er Elbæk åbenlyst villig til at tage – for risikovillighed er faktisk hans mellemnavn.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.