46-årige Christian Paaske fra Nyborg var i 2006 ude for en arbejdsulykke. Men selvom både Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har tilkendt ham erstatning for tabt erhvervsevne, nægter Topdanmark at udbetale den tilkendte erstatning. Det koster ham hver måned omkring 12.000 kroner før skat, skriver Fagbladet 3F.
- Det er umenneskeligt. De tænker kun på at holde røven oppe på aktionærerne, siger Christian Paaske.
Nyborg Kommune har tilkendt ham førtidspension, og erstatningen skulle dække forskellen mellem den løn, han kunne have tjent ved et arbejde, og førtidspensionen.
Topdanmark mener ikke, han er så skadet, som afgørelserne siger. I et forsøg på at bevise det, har forsikringsselskabet blandt andet videoovervåget ham i et fitnesscenter og på gaden. Selskabet har siden stævnet Ankestyrelsen for få ændret afgørelsen, og sagen trækker derfor ud.
- Det, som han oplyser, harmonerer ikke med det, som vi observerer, siger kommunikationschef Jens Langergaard fra TopDanmark.
Kommunikationschefen ønsker derudover ikke at behandle sagen i Fagbladet, men henviser til, at det er en ret for begge parter at anke, hvis man er uenig i afgørelsen.
Sagen er blot en af mange. Forsikringsselskaber farer i disse år hårdt frem mod mennesker, der har været udsat for en arbejdsulykke. På fem år er antallet af sager, som forsikringsselskaberne anker, mere end fordoblet.