Med uddannelsesminister Søren Pind (V) i front foreslår regeringen et helt nyt bevillingssystem, der skal fordele pengene til de videregående uddannelser og afskaffe taxametermodellen.
Det skriver Politiken torsdag.
Den nye model indfører blandt andet et såkaldt kvalitets- og resultattilskud, som skal udgøre 10 procent af det samlede beløb, som universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier får. I 2016 lød det på omkring 13 mia. kr. i alt.
De fulde 10 procent bliver kun udbetalt, hvis de studerende ikke er mere end tre måneder forsinket på både bachelor- og kandidatniveau, og hvis dimittendernes ledighed ikke er højere end den erhvervsaktive del af befolkningen generelt.
Den nye model, der har været over to år undervejs, skal ifølge Søren Pind gøre op med et system, hvor uddannelser har kunnet spekulere i at øge optaget for på den måde at få flere penge ind:
"Det kan man betegne mere eller mindre sympatisk alt efter, hvordan man ser på det. Man kan også bare kalde det at indrette sig. Men der har vist sig at være en række uhensigtsmæssigheder. En af dem er spørgsmålet, om kvaliteten kan følge med. Det er et åbent spørgsmål", siger Søren Pind til Politiken.
Et nyt grundtilskud på 20 procent af de samlede bevillinger skal ifølge ministeren give institutionerne større ledelsesrum til at tænke langsigtet. Tilskuddet skal justeres hvert fjerde år og kunne skrues op og ned i størrelse og indhold alt efter, om institutionerne lever op til aftalerne, der på længere sigt også skal indeholde fastsatte mål for kvalitet. Metoden er dog langt fra på plads.
De resterende 70 procent skal stadig tildeles ud fra, hvor mange studerende uddannelserne får igennem. Men taksterne på 49 erhvervsrettede uddannelser ændres. Nogle får mere, andre mindre. Pædagoguddannelserne får f.eks. et løft. Radiograf- og laborant-uddannelserne kan se frem til lavere takster, oplyser ministeriet ifølge Politiken.