Gimi Levakovic kan igen bevæge sig rundt i det danske samfund som en fri mand.
Den såkaldte sigøjnerboss er blevet løsladt efter at have afsonet alle sine domme. Det oplyser hans advokat Michael Juul Eriksen til BT.
- Jeg fik at vide lige før jul, at han er blevet løsladt. Han har afsonet fuld tid. Vi prøvede ellers om han kunne blive prøveløsladt, men det kunne han ikke, så nu har han afsonet hele sin straf og skylder således ikke noget, siger Michael Juul Eriksen til avisen.
Gimi Levakovic blev landskendt, da han deltog i TV 2-dokumentaren ’Sigøjnerbossen – og hans berygtede familie’. Flere af hans familiemedlemmer er blevet udvist til Kroatien, og sigøjnerbossen var selv tæt på at ryge samme vej, da han ved retten i Næstved blev idømt udvisning i 12 år for dødstrusler og besiddelse af et skarpladt våben i Korsør. Dommen blev dog omstødt i Landsretten. Det vakte dog ramaskrig i befolkningen, og justitsminister Søren Pind (V) fik rigsadvokaten til at prøve sagen ved Højesteret. Her fik Levakovic dog lov til at blive i landet.
Udlændingeordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen er utilfreds med, at Gimi Levakovic nu er blevet løsladt.
- Det er en falliterklæring for vores retssamfund. Jeg sender en tanke til Højesteret, der har valgt at lade ham blive i Danmark, selvom det var muligt at udvise ham. Og det er ikke en positiv tanke. Det viser, at man føler sig hævet over de signaler, som Folketinget sender, siger Martin Henriksen til BT.