"Vi er helt trygge ved, at alt er, som det skal være", sagde Nordeas talsmand i Luxembourg til Politiken 4. april 2016.
Det var bankens svar på en gigantisk læk af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, som afslørede, at Nordea brugte firmaet til at skaffe anonyme selskaber i skattelylande til bankens velhavende kunder.
Men trygheden ved, at Nordeas kunder fortalte alt til skattevæsenet, var ubegrundet. Det viser bankens egen interne undersøgelse, der blev iværksat, få dage efter at Politiken, DR og tre andre skandinaviske medier havde afsløret den omfattende brug af skattelyselskaber hos Nordeas kunder i Luxembourg.
Nordeas interne efterforskere undersøgte i alt 129 kunders konti. Næsten halvdelen af dem - 63 kunder - havde ved nærmere eftersyn et så tvivlsomt forhold til skattelovene og reglerne om hvidvask, at Nordea har lukket deres konti i banken. Foreløbig er i alt 111 konti blev lukket på mistanke om - eller afsløring af - at de er blevet brugt til skatteunddragelse eller hvidvask. Det oplyser Nordeas hovedkvarter i Stockholm i et svar til Politiken.
Når det lod sig gøre, skyldes det, at Nordea i Luxembourg ikke kontrollerede alle kunder efter de retningslinjer, som koncernledelsen havde udstukket i 2010.
De 129 kunder, som blev undersøgt, havde alle forbindelse til Panama og/eller advokatfirmaet Mossack Fonseca.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har bedt Finanstilsynet vurdere de nye oplysninger.
"Uden at kende de konkrete sager tyder de nye oplysninger på, at Nordea fortsat har udfordringer. Jeg har på den baggrund bedt Finanstilsynet vurdere, om de nye oplysninger giver anledning til at gøre yderligere i forhold til Nordea", siger Brian Mikkelsen til Politiken.
Han gør opmærksom på, at Nordea har ændret struktur, så den danske del siden årsskiftet er en filial af Nordea i Sverige og derfor nu er under svensk tilsyn.
Nordeas øverste chef for 'ordentlig opførsel', chief compliance officer Matthew Elderfield, forsikrer, at Nordea arbejder hårdt på at forbedre kontrollen.
"Vi accepterer ikke, at Nordea bliver brugt som platform for skatteunddragelse eller aggressiv skatteplanlægning. Vi er klar over, at vi ikke har levet op til hverken vore egne eller myndighedernes standarder", siger han til Politiken.
"Vi accepterer ikke at Nordea bliver brugt som platform for skatteunddragelse eller aggressiv skatteplanlægning. Vi er klar over, at vi ikke har levet op til hverken vore egne eller myndighedernes standarder", siger Matthew Elderfield, som er Nordeas øverste chef for 'ordentlig opførsel', chief compliance officer. Han forsikrer, at Nordea arbejder hårdt på at forbedre kontrollen.
Nordea i Luxembourg havde langt flere kunder med det, banken kalder "offshorestrukturer", det vil sige konti, som er knyttet til selskaber i et eller flere skattelylande som De Britiske Jomfruøer, Caymanøerne eller Seychellerne.
I alt havde Nordea i Luxembourg 562 af den slags kunder i april 2016, da den interne undersøgelse begyndte. Nordea vil ikke oplyse, hvor mange af disse der stadig er kunder hos Nordea.