Fransk redningsmandskab er i færd med at gennemsøge ruinerne af to huse, der mandag pludselig styrtede sammen midt i den sydfranske by Marseille.
To forbipasserende kom lettere til skade, da de to huse styrtede ned i løbet af få sekunder.
Store dynger af mursten, vinduesrammer og andre bygningsdele spærrer den smalle handelsgade Rue d'Aubagne, hvor de to huse kollapsede omkring klokken 9 mandag morgen.
Begge bygninger havde tydelige revner på deres facader. Byens viceborgmester, Julien Ruas, siger, at det ene af husene - nummer 63 - var dømt til nedrivning og derfor var ubeboet.
Det er uklart, om der opholdt sig mennesker i nummer 65.
- Vi må se, om der ligger nogen under ruinerne, siger Ruas.
Omkring 60 redningsarbejdere og to sporhunde leder efter eventuelle ofre under dyngerne af mursten.
En nabo fortæller, at hun hørte "en larm, der lød som badabum, badabum".
- Pludselig var der masser af støv i mit hjem, og jeg måtte styrte udenfor, fortæller naboen, Sofia Benameur.
Af sikkerhedsårsager er flere naboer blevet evakueret fra bygninger omkring de to, der styrtede sammen.
- Strukturelt læner bygningerne i Marseille sig op imod hinanden, så vi vil ikke løbe risikoen, siger byens viceborgmester.
Årsagen til det dobbelte kollaps er endnu ikke kendt. Men en af byens senatorer, Samia Ghali fra Socialistpartiet, retter skylden mod myndighederne for dårlig vedligeholdelse.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP