Østjyllands Politi har efter mere end to måneders efterforskning slået lovens lange arm i to formodede gerningsmænd til et groft knivstikkeri i Ebeltoft. Tre personer er tidligere blevet fængslet i sagen.
Mændene, en 19-årig mand fra Ebeltoft og en 21-årig mand fra Mørke, vil Kristi Himmelfartsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling.
- Vi efterforsker sagen som forsøg på manddrab, siger vagtchef Per Hunniche fra Østjyllands Politi til Ritzau.
De er sigtet for at stå bag et knivstikkeri i Ebeltoft, som fandt sted den 23. marts. To personer blev såret ved den lejlighed.
Det var en mandag aften, at tre unge mænd i en lejlighed i Ebeltoft fik ubehageligt besøg af en flok maskerede mænd.
Gerningsmændene slog de tre i lejligheden, og der blev også brugt kniv. Et af ofrene fik punkteret sin ene lunge, mens et andet offers lunge klappede sammen.
Allerede nogle dage efter overfaldet anholdt Østjyllands Politi to af de formodede gerningsmænd. Det drejer sig om en 19-årig mand og en dreng på 17.
Dagen efter igen fandt politiet så frem til en 21-årig mand, som blev anholdt, sigtet og fængslet i sagen.
Med onsdagens anholdelser er politiet dermed oppe på at have sigtet mindst fem personer i sagen.
- Der har været en række anholdelser og sigtelser i sagen. Nogen er også blevet løsladt igen, fortæller Per Hunniche.
/ritzau/