Den danske badmintonstjerne Tine Baun nåede ikke længere end kvartfinalen ved Super Series-turneringen Malaysia Open, hvor hun tabte 20-22, 15-21 til den sjetteseedede taiwaner Tai Tzu Ying.
Tine Baun var selv seedet som nummer tre. Hun havde en sætbold til at vinde første sæt, men tabte efterfølgende tre point i træk.
I herresingle spillede Jan Ø. Jørgensen sig til gengæld videre til semifinalen med en sejr over hjemmebanefavoritten Daren Liew, der blev slået 19-21, 21-13, 21-17.
Useedede Hans-Kristian Vittinghus kæmpede flot mod den andenseede japaner Kenichi Tago, men tabte til sidst 20-22, 19-21. Vittinghus var foran 20-18 i første sæt, men fik altså ikke lukket sættet til egen fordel.
Turneringens førsteseedede damedouble bestående af Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte i to sæt til et kinesisk par.
/ritzau/