Badmintonspilleren Tine Baun har rigtig ondt af sin modstander, japaneren Sayaka Sato, som onsdag måtte trække sig fra OL-badmintonturneringen i første sæt af deres 1/8-finale.
- Det gjorde rigtig ondt. Hun lå stortudende inde på banen, det er ikke sådan, det skal være, siger danskeren.
Tine Baun gik over for at trøste sin modstander, da ingen officials kom på banen.
- Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der ikke kom nogen ind. Hun lå jo bare der, og jeg tænkte; så gør da noget.
- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle tage over som en anden mor. Og jeg forstår slet ikke, at hun prøvede at spille tre-fire bolde bagefter. Hvorfor smadre alt, siger den 33-årige dansker.
Tine Baun var kommet bagud 7-14, før hun fik spillet sig ind i kampen. Skaden skete ved 11-14.
- Jeg startede rigtig dårligt, og tingene lykkedes for hende. Men jeg synes, at jeg fik arbejdet mig i gang. Det tager jeg med mig, siger hun.
Tine Baun skal i kvartfinalen møde den fjerdeseedede indiske spiller Saina Nehwal.
- Nu er jeg i kvartfinalen, og det er stort. Der er ingen tvivl om, at jeg skal spille op til mit allerbedste, for Saina spiller godt for tiden og har god selvtillid. Jeg skal finde topniveauet, siger danskeren.
/ritzau/