Det amerikanske justitsministerium har onsdag aften lokal tid udpeget den tidligere FBI-chef Robert Mueller til at stå i spidsen for en omfattende undersøgelse af Ruslands forsøg på at påvirke USA's præsidentvalg i 2016.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN.
Udnævnelsen kommer, efter at især præsident Donald Trumps politiske modstandere har krævet en uafhængig undersøgelse af Ruslands påståede forsøg på at påvirke præsidentvalget til fordel for Donald Trump.
Presset er blevet forstærket, efter at præsidenten i sidste uge fyrede James Comey som direktør for FBI, der tidligere stod i spidsen for undersøgelserne.
Donald Trump er kommet yderligere i søgelyset, efter at uddrag af James Comeys notater blev offentliggjort tirsdag.
Her fremgik det blandt andet, at Trump havde bedt James Comey om at indstille undersøgelserne af forbindelserne mellem den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og russiske embedsmænd.
Amerikanske efterretningstjenester har tidligere bekræftet, at Rusland forsøgte at påvirke valget.
- Jeg har truffet beslutningen (om at udpege Robert Mueller, red.), fordi det er nødvendigt, hvis det amerikanske folk skal have tillid til udfaldet af undersøgelserne, siger vicejustitsminister Rod Rosenstein i en erklæring.
Robert Mueller kommer til at stå i spidsen for et udvalg af efterforskere, der arbejder uafhængigt af det amerikanske justitsministerium.
Mueller kan selv vælge sin stab og er ikke forpligtet til at holde justitsministeren orienteret om undersøgelsens forløb.
Robert Mueller har som særlig anklager beføjelser til at rejse tiltale mod eventuelle mistænkte i sagen.
Donald Trump har vedholdende nægtet, at hans kampagnestab samarbejdede med Rusland under præsidentvalget.
- Jeg har sagt det mange gange: En undersøgelse vil bekræfte, hvad jeg allerede ved - at der ikke var noget samspil mellem min kampagnestab og nogen udenlandsk enhed, udtaler præsidenten onsdag i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/