Om 11 dage er det otte måneder siden, at Thyra Frank (LA) til sin egen overraskelse på Christiansborg Slotsplads kunne præsenteres som minister i den Venstre-ledede regering.
Privat har det betydet en omvæltning. Således fortæller ældreministeren til Her og Nu, at hendes seks år ældre mand, Peter Rasmussen, har fået ekstra at lave på hjemmefronten.
Blandet andet har han påtaget sig de huslige pligter, så mens Thyra Frank ordner sagerne som ældreminster, sørger Peter Rasmussen for madlavning, strygning og støvsugning.
- Desværre ser vi ikke så meget til hinanden. Men jeg har et spændende job, som jeg holder meget af. Jeg føler selv, at jeg har vundet en stor lottogevinst. Jeg kan godt lide mange udfordringer, men jobbet er også krævende. Jeg betaler dog gerne prisen, understreger Thyra Frank overfor Her og Nu.
- Jeg kunne selvfølgelig ikke sige nej til en ministerpost. Og da slet ikke til et område, som jeg brænder så meget for. Jeg skal da gerne indrømme, at jeg er stolt over at være blevet minister, fortæller Thyra Frank til ugebladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ældreminister Thyra Frank og hendes mand, Peter Rasmussen, er her fotograferet i forbindelse med statsbesøget af Belgiens kong Philippe og dronning Mathilde sidst i marts. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv
Afgørende opringning
Thyra Frank blev 65 år i maj og for lidt over 40 år siden arbejdede hun som køkkenmedhjælper på et plejehjem. Siden blev det til 23 år som forstander for plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, og sidst i november fik hun det livsændrende telefonopkald fra statsminster Lars Løkke Rasmussen.