Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, reagerer med et skuldertræk på statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ministerrokade.
Kristian Thulesen Dahl vurderer, at ministerrokaden er ret ligegyldig, da det ifølge ham er statsministeren, der udgør kernen i problemet og hun bliver i sagens natur på sin post.
- Regeringen har åbenlyst kun haft to formål med ministerrokaden. Det ene formål var at gøre Henrik Sass Larsen (S) til erhvervsminister, trods det faktum, at statsministeren for under to år siden måtte opgive at gøre ham til minister.
- Det andet mål har været at flytte den noget anonyme SF-formand Annette Vilhelmsen til et nyt ministerium, hvor hun skal forsøge at få ny luft, siger Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.
Der er flyttet rundt på flere ressortområder og sat nye navne på en håndfuld ministre. Men det ændrer ikke så meget, mener Thulesen Dahl.
- Ministerrokaden vil dog ikke få nogen som helst betydning al den stund, at det er statsminister Helle Thorning-Schmidt, der udgør kernen i regeringens problem.
Hun opleves ikke som en statsminister, der reelt bekymrer sig om danskernes udfordringer, siger Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/