Det kommer i høj grad bag på to skatteeksperter, at afgørelsen i den omtalte skattesag faldt ud til statsminister Helle Thorning Schmidt (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, fordel.
Afgørelsen, som Thorning offentliggjorde lørdag, giver parret ret i, at Kinnock opholdt sig færre end 180 dage om året i Danmark og derfor ikke var skattepligtig i Danmark.
Men ifølge advokat Søren Aagaard, skatteretsekspert i Advodan, har Skat brugt en forkert tællemetode. Mens Skat tæller dagene i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 til henholdsvis 157, 161 og 149 dage, så skal man opgøre dagene over en løbende 12 måneders periode.
- Det er en forkert metode rent skatteretsligt. Man skal tælle antallet af dage over en løbende 12 måneders periode og ikke i forhold til indkomståret, siger Søren Aagaard til Berlingske.
- Man kan ikke af afgørelsen se, om personen har opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage fra eksempelvis juni til juni, siger han.
Han bakkes op af direktør Michael Nielsen fra skatterådgivningsfirmaet Care Udland, som kalder den brugte metode for "en klokkeklar fejl".
Derudover hæfter han sig ved, at Kinnock har deltaget i tre måder i Danmark i 2009 og 2010 og i enkelte tilfælde besvaret mail og telefonopkald.
- Jeg har haft klienter, som er blevet erklæret fuldt skattepligtige for mindre. Det er en afgørelse, som balancerer sig på en knivsæg. Skat har været meget flinke ved dem, siger Michael Nielsen til avisen.
/ritzau/