Når EU's 27 stats- og regeringschefer torsdag eftermiddag sætter hinanden stævne til et topmøde, vil de tage fat på at hjælpe de op imod seks millioner unge europæere under 25 år, der står uden et arbejde.
- Vi står i en situation, hvor ledigheden blandt de unge har udviklet sig til at blive Europas dårlige samvittighed. Det er de unge, der er ramt hårdest af krisen, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forud for topmødet.
- Det skal vi lave om på. Men det er ikke sådan, at et enkelt møde i Det Europæiske Råd er det, der skal til for at få vendt ungdomsarbejdsløsheden. Det er et skridt på vejen, men det er noget, man beslutter og har ansvar for i medlemslandene, siger hun.
Et af midlerne er at fremrykke udbetalingen af seks milliarder euro - 44,7 milliarder kroner, der fra årsskiftet og to år frem skal hjælpe de regioner, der har en ungdomsarbejdsløshed på over 25 procent.
/ritzau/