Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) langer ud efter oppositionens tilgang til forhandlingerne om et nyt energiforlig.
"Ingen skal være i tvivl om, at regeringen ønsker en bred energiaftale. Men en bred energiaftale kræver, at der er bevægelse fra begge sider, og at ingen møder op med ultimative krav," sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde.
Helle Thorning-Schmidt henviste til den seneste runde i forhandlingerne, hvor oppositionspartierne ifølge Thorning gik igen for hurtigt.
"Jeg kan blive lidt bekymret, når jeg hører, at oppositionen kun opholder sig til et møde i 16 minutter uden at forholde sig seriøst til regeringens forslag og uden selv at bringe noget til bordet," sagde Helle Thorning-Schmidt.
Statsministeren siger, at regeringen fortsat søger at indgå en bred aftale. Hun mener, at regeringen har "udvist en stor grad af fleksibilitet" ved at præsentere et nyt og billigere forslag for oppositionen.
"Regeringen har udvist vilje til at komme oppositionen i møde. Jeg håber, oppositionen vil gøre det samme," sagde Helle Thorning-Schmidt.