Regeringen er styrket efter ministerrokaden, der har givet ministerposter til SF-formand Annette Vilhelmsen og SF-veteran Holger K. Nielsen.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved et pressemøde tirsdag middag.
- Jeg har en fornemmelse af, at det er en styrket regering. Det har måske været godt at standse op og få diskuteret vores politik, siger hun om de forhandlinger, der har været på Marienborg.
- Vi er ved at få opbygget et godt samarbejde med de nye ministre. Jeg er tryg ved, at det kommer til at fungere.
- Vi er tre forskellige partier, men vi er overbevist om, at vi sammen kan skabe resultater, siger statsministeren ved pressemødet.
Rokaden kommer, efter at 52-årige Annette Vilhelmsen lørdag fejede al modstand af banen og satte sig på formandsposten i SF efter udenrigsminister Villy Søvndals for mange overraskende exit fra posten.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt erkender, at det er usædvanligt med et formandsskifte undervejs i en regeringsperiode.
- Det er en særlig situation, når et regeringsparti skifter leder. Derfor har vi haft nogle meget nyttige samtaler, hvor vi er kommet rundt i den politik, vi har sammen - og vores fremadrettede arbejde, siger hun.
Statsministeren har også haft mulighed for at lære Annette Vilhelmsen at kende i forbindelse med to dages møder på Marienborg. Søndag blev det til mere end 11 timers møde, mens mødet mandag varede knap fem timer.
- Vi kendte ikke hinanden så godt fra starten. Det gør vi nu. Og jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at det nye samarbejde er kommet godt fra start.
- Vi respekterer hinandens forskelligheder, fordi vi mener, at vi kan nå mere sammen end hver for sig.