Skjern-profilen Thomas Mogensen var søndag med til at spille uafgjort hjemme mod Zagreb i Champions League.
Og på næste søndag venter endnu hårdere modstand i turneringen, når Paris Saint-Germain kommer på besøg i Boxen i Herning.
Det er en kamp, Thomas Mogensen glæder sig til.
- Skjern har lejet Boxen og forventer, at der kommer rigtig mange mennesker i hallen.
- Jeg vil nærmest gå så langt som at sige, at det er det på papiret bedste hold i hele verden inden for mandehåndbold, der kommer til Danmark.
- Det bliver forhåbentlig en stor håndboldfest, hvor Skjern kan byde Paris op til dans, siger Mogensen.
Bagspilleren var tilfreds nok med det ene point i søndagens 31-31-kamp mod Zagreb, som havde det sidste angreb med godt et halvt minut tilbage.
- Når vi ser det over hele kampen, så er uafgjort fair nok. Kampen bølgede frem og tilbage, og de havde den sidste bold til at vinde. Alt i alt skal vi måske være glade for det ene point.
- Vi havde da håbet, at tingene kunne flaske sig sådan, at vi kunne vinde. Men det var desværre ikke tilfældet. Vi fik ikke lukket ned for deres syv mod seks-spil, siger Mogensen.
Skjern havde en føring på to mål to gange i kampen, men Zagreb var også foran med tre, så det var en meget lige affære.
- Det var en fed håndboldkamp med godt spil, fin fight og tempo. Vi kan være det hele bekendt, og et point kan vise sig at være guld værd i kampen for at gå videre, siger Mogensen.
Skjern er placeret på tredjepladsen med fem point efter fire kampe i gruppe B. Paris Saint-Germain topper gruppen med otte point.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.