Taxichauffør truet med pistol

To arabisk udseende mænd er efterlyst efter røveri mod taxichauffør med pistol.
Taxichauffør overfaldet i nat.
Taxichauffør overfaldet i nat. Foto: Colourbox

En københavnsk taxachauffør blev i nat truet med en pistol af to unge mænd ved Gersagerparken i Hundige.

Turen startede ellers som en helt almindelig taxitur i bymidten, men da mændene skulle af, trak den ene en pistol og truede chaufføren til at udlevere sine kontanter.

De stak af med et endnu ukendt pengebeløb.

Vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands politi, John Jensen, vurderer, det er et alvorligt røveri, fordi røverne var bevæbnede.

Hvis det er første gang, de bliver taget, giver det halvandet års fængsel, fortæller han til Newspaq.

I forbindelse med sagen leder politiet, der ellers er på meget bar bund i sagen, efter de to formodede gerningsmænd.

"Det er begge to arabisk udseende personer. Den ene er 165 centimeter høj og var i en lys jakke. Den anden er 180 centimeter og var iklædt en mørk jakke."

"Det var ham på 180 centimeter, som medbragte en pistol," siger John Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.