Det var en Thomas Laybourn med følelserne uden på tøjet, der mødte op i mixedzone i Wembley Arena for at tale om nederlaget i kvartfinalen ved OL.
Badmintonspilleren stopper karrieren efter OL, og efter onsdagens nederlag på 13-21, 17-21 til verdensmestrene Zhang Nan og Zhao Yunlei fra Kina gav han og makkeren Kamilla Rytter Juhl hinanden en ordentlig krammer til publikums store jubel.
- Vi prøvede at lade være med at begynde at græde. Der kom lidt tårer i øjnene, og det var godt, jeg ikke blev interviewet lige der.
- Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, så jeg lod det bare komme ud og lod mig rive med af det, siger Thomas Laybourn.
Otte års samarbejde med Kamilla Rytter Juhl sluttede altså i kvartfinalerne for 34-årige Thomas Laybourn.
- Det var underligt at gå ud af hallen for sidste gang og kigge tilbage. Samtidig er jeg selvfølgelig glad for vores karrierer og det, vi har opnået. Men det er vildt mærkeligt, siger Thomas Laybourn.
Højdepunktet for den danske mixeddouble kom i 2009, da Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl vandt VM-guld i Indien.
Siden døjede Laybourn med en del skader, som på et tidspunkt truede parrets muligheder for overhovedet at kvalificere sig til OL.
Også Kamilla Rytter Juhl har det mærkeligt med, at samarbejdet nu skal stoppe.
- Det har været helt fantastisk. Det har været et slags ægteskab gennem otte år, og vi kender hinanden ud og ind, siger hun.
- Det udvikler også en at få en ny makker en gang imellem, og det ser jeg også frem til på en måde. Men det er bare svært lige nu. Jeg kommer til at savne Thomas helt vildt, siger Kamilla Rytter Juhl.
/ritzau/