Selv om Røde Kors søndag appellerede det syriske regime om at få adgang til den belejrede by Qusair for at yde humanitær bistand, ser det ud til, at det ikke sker lige med det første.
Således siger den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, søndag til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at Røde Kors først får adgang til Qusair, når de militære operationer er ovre.
Moualem er desuden overrasket over omverdens bekymring af kampene i Qusair set i lyset af, at der ikke blev reageret, da oprørere indtog byen for 18 måneder siden.
Røde Kors har udtrykt dyb bekymring over situationen i den belejrede syriske by Qusair og har appelleret til at få øjeblikkelig adgang til byen for at kunne hjælpe de mange civile, der er befinder sig i den belejrede by.
Kampen om kontrollen med byen mellem regeringsvenlige styrker og oprørere har gjort det vanskeligt at køre medicin, mad og vand ind i byen, siger Røde Kors.
Den Internationale Komite i Røde Kors (ICRC) skriver i en erklæring, at den er "alarmeret" over rapporterne om de civiles vilkår i Qusair og er klar til at komme ind i byen med det samme for at kunne yde hjælp.
- Civile og sårede er i fare for at betale en stadigt højere pris for, at kampene fortsætter, siger en højtstående kilde fra ICRC's gruppe i regionen, Robert Mardini til BBC.
Også FN har bedt de stridende parter om at lade de civile flygte ud af Qusair.
Lørdag vurderede FN, at op imod 1500 sårede personer muligvis er fanget inde i byen uden mulighed for at komme ud.
De syriske oprørere i den strategisk vigtige by nord for Damaskus tæt på grænsen til Libanon appellerede torsdag om hjælp til hundredvis af sårede.
- Vi har mellem 700 og 1000 sårede i Qusair, og 100 af dem ligger med iltmasker. Byen er omringet, og der ingen måde, hvorpå vi kan få medicin og hospitalsudstyr, sagde Malek Ammar, en aktivist fra oppositionen i den belejrede by.
Oprørere har tidligere appelleret til alle modstandere af regimet om at hjælpe med forsvaret af Qusair, ligesom de har appelleret til det internationale samfund om at oprette en humanitær korridor til den belejrede by.
/ritzau/