De løber stærkt på landets sygehuse. Rigtig stærkt. Sygehusene leverer nemlig stadig flere behandlinger for færre skattekroner, viser helt nye tal fra Sundhedsministeriet, der har opgjort produktiviteten på sygehusene.
Fra 2010 til 2011 steg produktiviteten med hele 5,3 procent, skriver netavisen altinget.dk
Det er den næsthøjeste stigning, siden man i 2003 lavede opgørelsen første gang, og det imponerer professor i sundhedsøkonomi fra Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen.
- Det er en exceptionel præstation, når man sammenligner med andre offentlige områder. Det overgår også, hvad man plejer at præstere i den private servicesektor, siger han til altinget.dk.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) roser sygehuspersonalet efter at have set de nye tal.
- Det er flot, at sundhedspersonalet fortsætter med at forbedre produktiviteten i sygehusvæsenet. Og det er vel at mærke samtidig med, at udgifterne er faldet, siger hun til netavisen.
Bent Hansen (S), Danske Regioners formand, er også særdeles tilfreds med resultatet af opgørelsen.
- Og det er helt usædvanligt, når man tænker på, hvordan det normalt går i krisetider. Det danske sundhedsvæsen er en velsmurt maskine, der samtidig skaber kortere ventetid, færre genindlæggelser og lavere dødelighed på sygehusene, siger han.
Han advarer dog om, at man ikke fremadrettet kan regne med, at sygehusene i samme takt kan lave mere for stadig færre penge.
Og her er Bent Hansen på linje med Mads Koch Hansen, der er formand for Lægeforeningen.
- Men det er også vigtigt at huske, at alt ikke kan gøres op på den måde. Tallene siger ikke noget om kvalitet eller om gode sammenhængende patientforløb, siger Mads Koch Hansen.
Han frygter samtidig, at den økonomiske smalhals i sundhedsvæsnet fjerner grundlaget for fremtidige forbedringer i sundhedsvæsnet.
- Et effektivt sundhedsvæsen kræver, at der også investeres i medarbejdernes faglige udvikling og ny teknologi, siger han til altinget.dk.
/ritzau/