Langtidssygemeldte får nu bedre ro til at søge om sygedagpenge fra kommunen.
Et lovforslag, som netop er blevet vedtaget i Folketinget, ændrer på proceduren, så sygemeldte fremover kun får et enkelt brev fra kommunen i begyndelsen af fraværet.
Brevet bliver udskrevet automatisk og sendt til den sygemeldte, når arbejdsgiveren har indberettet sine oplysninger til NemRefusion.
Den mindre bøvlede sagsgang er en del af den forenkling, som blev sat i gang med oprettelsen af den digitale indberetningsløsning NemRefusion for to år siden.
"Før det her digitale system ville man have en uge til at komme ned og få en blanket hos kommunen, hvorefter man skulle få arbejdsgiveren til at udfylde en del af den, selv udfylde en anden del og aflevere det til kommunen inden fristen. Det ændrer det her digitale system," siger fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen Mie Skovbæk Mortensen til Newspaq.
De nye regler omfatter omkring 760.000 sygedagpengesager om året fordelt på 430.000 borgere.
Det omfatter blandt andet ledige, der er medlem af en a-kasse og skal have sygedagpenge af kommunen og borgere, der ikke opfylder kravet for at få sygedagpenge af deres arbejdsgivere, fordi de kun har været i jobbet i kort tid.
Hvis arbejdsgiveren betaler løn til medarbejderen under sygdom, skal arbejdsgiveren indberette medarbejderens sygefravær til kommunen senest fem uger efter første fraværsdag, hvis fraværet strækker sig ud over 30 dage - den såkaldte arbejdsgiverperiode.
Fristen har hidtil været fire uger. Den nye frist skal ses i sammenhæng med, at arbejdsgiverperioden er blevet udvidet til 30 kalenderdage pr. 2. januar 2012.