Den 32-årige psykisk syge mand og tidligere soldat henvendte sig på Rigshospitalet Traumecenter for at få hjælp, kort før han blev skudt af en politimand på Nørrebro, skriver dr.dk.
På traumecenteret vurderede en vagthavende, at manden skulle tilses af en vagtlæge fra Psykiatrisk Center Rigshospitalet. Men inden det skete, ombestemte den 32-årige sig og forlod hospitalet.
Manden havde tidligere været udsendt til Bosnien, hvilket havde givet ham psykiske traumer.
Senere på aftenen kom to betjente forbi for at tvangsindlægge ham, men da gik manden til angreb på dem med en sabel, hvilket fik den ene betjent til at skyde ham, hvorefter han døde.
Centerchefen på Psykiatrisk Center Rigshospitalet, mener ikke, at centret kunne have forhindret den tragiske hændelse.
"Med det billede vi blev præsenteret for i den korte tid, vi havde ham, kunne vi ikke have handlet anderledes. Det er et helt typisk forløb, og vi har handlet, som vi plejer," lyder det fra centerchef Claus Hansen ifølge dr.dk.
Hændelsen på Nørrebro har dog fået centret til at overveje deres fremtidige praksis.
"Forløbet gør, at vi skal se vores procedure igennem og undersøge om, der er noget, vi skal gøre anderledes," siger han.