Seks års fængsel. Så meget kan reality-stjernen Susan K. indkassere for at have kastet et glas i hovedet på en garderobepige.
Ifølge sin forsvarer Michael Juul Eriksen er det paragraf 245 i Straffeloven, som Susan K. sandsynligvis dømmes efter. Her er strafferammen seks år.
Den 22. december sidste år gik kvinden, der blev kendt på at dyrke sex i programmet Paradise Hotel, amok på et diskotek i Århus. Hun blev varetægtsfængslet. Og udover at have fejret jul og nytår i fængslet kan hun nu se frem til en ekstra tur bag tremmer. Der sandsynligvis bliver noget længere.
Paragraf 245 i Straffeloven er den hårde voldsparagraf, hvor man straffes på grundlag af følgende ordlyd. "Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel i indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed."
Oprindelig nægtede Susan K. sig skyldig. Ved at tilstå slipper hun for en længere retssag, hvor der skal føres vidner. I stedet reduceres sagen til en strafudmåling, hvor en domsmandsret vurderer, hvor lang tid hun skal bag tremmer.
I 2006 var den gennemsnitlige straf for kvalificeret vold, som paragraf 245 også kaldes, 222 dage. Susan K. får dog fratrukket den tid, hun allerede har siddet i varetægtsfængsel.