Græs og buske tørrer ind og visner - og der er hverken mad eller vand til dyr og mennesker.
Det kan meget snart være konsekvensen på Afrikas Horn, hvor en omfattende sultkatastrofe nu truer.
Regntiden er blevet væk i stort set hele området, og derfor frygter nødhjælpsorganisationer nu for de kommende måneder, hvor fødevarelagrene i området begynder at blive tømt.
Bekymringerne er nu så alvorlige, så FN i dag har udsendt en advarsel om en forestående katastrofe. Det skriver AFP.
"Situationen er meget alvorlig, og vi frygter en større sultkatastrofe fordi det ramte område er så stort," siger Erik Johnson, der er leder af humanitærafdelingen hos Folkekirkens Nødhjælp.
Som det ser ud lige nu, så kan blandt andet Djibouti, Etiopien, Kenya, Somalia og Kenya blive ramt.
"Vi tror, at det bliver værst i Somalia, hvor der ud over tørke også er borgerkrig. Det betyder, at det er svære at få mad rundt i landet," siger Erik Johnson.
Han mener, at der både er brug for en akut nødhjælpsindsats her og nu - og for et mere langsigtet arbejde på at gøre befolkningen i landene mindre sårbare.