”Der er færre folk til at løse flere opgaver på jobcentrene, og konkrete tilbud er enten nedprioriteret eller skåret væk.”
Så klar er meldingen fra formanden for beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune, Camilla Fabricius (S).
Aarhus er blandt den fjerdedel af landets kommuner, som i år sparer på beskæftigelsesindsatsen. Også selvom kommunen selv har en forventning om, at de knap 8.000 ledige i år bliver flere.
”Det er klart, at jeg, som formand i beskæftigelsesudvalget, er rigtig træt af de her besparelser. Men Aarhus har skullet skære en del penge. Sådan har det været hele vejen rundt i kommunen, så det er de vilkår, vi har haft,” siger Camilla Fabricius.
Unge med ADHD bliver ramt
Udover fyringer på jobcentrene, vil der især blive hentet penge på tidsbegrænsede projekter, som ikke kommer til at fortsætte.
”Vi har blandt andet et meget succesfuldt ADHD-projekt, som går ud på at træne unge med ADHD til at være på arbejdsmarkedet. Men som det ser ud nu, har vi ikke råd til at fortsætte det,” siger Camilla Fabricius.
”Vi har måttet prioritere”
Det er ikke kun ledige med ADHD, der vil mærke besparelserne i Aarhus. Generelt vil de mest ressourcesvage arbejdsløse rykke bagud i køen.
”Der er lavet en klar prioritering i forhold til matchgrupperne. Vi har prioriteret at sætte fokus på dem, hvor der er størst mulighed for at komme i job, og så må vi tage de andre løbende,” siger Camilla Fabricius.
”Vi har mange nyuddannede akademikere, folkeskolelærere og pædagoger, og når vi er en uddannelsesby, har vi valgt at have en høj prioritering på de nyuddannede,” siger hun.
Ikke mere at skære af
Aarhus Kommune skal i år spare knap fem millioner kroner på beskæftigelsesområdet.
Det kan lyde af lidt i en kommune, der har et samlet budget i milliardklassen.
Men Ifølge Camilla Fabricius er smertegrænsen ved at være nået.
”Set i lyset af at vi har været igennem to andre sparerunder, hvor vi også havde en stor effektivisering, så er det noget, der virkelig kan mærkes denne gang. Vi er inde og virkelig benhårdt prioritere på de enkelte jobcentre. Vi har nogle jobkonsulenter, som virkelig gør et godt stykke arbejde, men hvor vi er blevet nødt til at sige, at det er nødvendigt med prioriteringer,” siger hun.
”Der er simpelthen ikke mere flæsk at skære af,” understreger hun.