Hvis du har set ”Lykkehjulet”, kan du med garanti også nynne med på kendingsmelodien. Men nu skal du til at lære en ny. TV2 har nemlig skrottet den gamle, velkendte jingle og lavet en helt ny.
Det skriver TV-stationen selv på sin hjemmeside.
- Vi har længe drømt om at give ’Lykkehjulet’ en ny lyd, der markerer, at programmet har flyttet kanal, og at vi befinder os i en anden tidsalder, end da ”Lykkehjulet” blev sendt første gang, siger redaktør på programmet, Mads Volck.
Han er super glad for den nye kendingsmelodi, der har premiere mandag aften. Men forventer ikke, at seerne nødvendigvis deler hans begestring fra første færd.
- Der er formentlig ikke en eneste dansker, der bliver glad for nyheden om den nye melodi. Nogle vil endda blive decideret rasende, det er jeg ikke i tvivl om, siger han.
Der er blevet vundet plaider og køkkenmaskiner i det ikoniske program, siden TV2 gik i luften i 1988. Programmet blev pillet af skærmen i 2001, men genopstod i efteråret 2018, hvor det nu sendes fast på TV2 Charlie.
Den nye jingle er skrevet af Anders Bønløkke og Anders Stig Gehrt-Bendixen, der til daglig gør sig i bandet Alphabeat.
Den nye jingle får premiere mandag aften kl. 19.20 på TV2 Charlie